Efter at have føjet mig til klubben af (femi)krimi-læsere, kan jeg ikke lade være med at tænke over, lige præcis hvad det er der gør en krimi til en femikrimi og hvad en mandekrimi så er?
-Hvornår går en bog fra at være en krimi, et arbejde udført af en forfatter, til at være en femikrimi, et arbejde udført af en kvinde – som er forfatter.
-Hvor godt skal bogen være skrevet, før den går fra at være en femi-krimi til en krimi?
Femi-krimier er en betegnelse for bøger skrevet af kvinder om kvinder (til kvinder). Ofte køres to sideløbende historier; selve plottet og hovedpersonens privatliv.
Store eksponenter for femi-krimierne er i særdeleshed de svenske forfattere Liza Marklund og Camilla Läckberg. Liza Marklunds romaner kunne lige så godt være blevet bragt i Familie Journalen. Historierne er tynde og sproget lader meget tilbage at ønske. (Jeg har kun læst de to første og tager gerne mine ord i mig, hvis de næste er anderledes). Camilla Läckbergs hovedperson (Erica) i den første bog, “Isprinsessen”, er handlekraftig og stædig, i 2′eren er hun imidlerdid gravid og dermed komplet handlingslammet, i 3′eren er hun blevet mor og har selvfølgelig ikke tid til at være andet. Läckbergs hovedperson i bog nummer 2 og 3 er Ericas mand. Erica er hjemme ved bleer og gryder.
Jeg nød at læse Camilla Läckbergs bøger, men at hendes og i særdeleshed Liza Marklunds bøger skulle være nogle af de ypperste eksempler på femi-krimier, og dermed øjensynligt på noget af det der afspejler os bedst, har jeg svært ved at greje.
Hvorfor skal chick-lit* være så let fordøjeligt som muligt. Hvorfor er “Mrs. Dalloway” (Virginia Wolf) ikke chick-lit? Den er da skrevet om en kvinde af en kvinde. Men det er vi nok for dumme til at forstå…?
(*Chick Lit eller City Girl er betegnelsen for en nyere litteraturgenre, som primært handler om storbykvinder og deres jagt på lykken og kærligheden. Siden Bridget Jones dagbog udkom i slutningen af 90’erne, har bogmarkedet bugnet af Chick Lit bøger. Også den populære serie Sex and the City har i den grad været med til at inspirere og fremme interessen for storbypigers historier. Kilde:http://www.oestrogen.dk/show_page.asp?pageid=13272)
Jeg vil gerne nominere Millenium-trilogien af Stieg Larsson til de bedste femi-krimier jeg har fået fingrene i.
Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander fremstår atypiske i beskrivelsen af deres køn. Lisbeth besidder mange af de egenskaber som ellers typisk tilfalder den arketypiske mand: Følelseskoldhed, matematisk intelligens mv. og Blomkvist bruger ikke kvinderne, han bliver “brugt” af dem; han er fx en gift kvindes elsker. Bøgerne diskuterer kvinders vilkår og sætter spørgsmålstegn ved hvad feminisme og maskulinitet egentlig er.
“Jamen Stieg Larssons bøger er jo skrevet af en mand!?” Ja, men det er de eneste krimier nævnt på denne side som har fået mig til at tænke køns- og kvindepolitisk. Stieg Larsson frigør kvinderollen hvor Läckberg og Marklund låser den fast.
Jeg synes ikke at kvinder har noget krav på at blive behandlet som en minoritet, men der er heller ikke nogen grund til at behandle os som idioter.
-Sophie Lønne
1 svar so far ↓
Dorte Jakobsen // december 21, 2008 at 4:53 pm
Fin kommentar!
- jeg er helt enig i, at Stieg Larsson skriver de bedste (mest intelligente) femikrimier : )
Jeg synes faktisk ikke Liza Marklunds første krimier er de værste – hendes hovedperson bliver mere og mere klynkende og selvoptaget hen ad vejen. Hvis selvmedlidenhed skal være en slags feminisme, må Marklund gerne beholde den for sig selv for min skyld.